Kørestolsrugby


Parasport Frederiksberg Falcons – som er vores rugbyhold, spiller kørestolsrugby, der sikkert er ukendt for mange, men det vil vi prøve at lave om på.

Sporten er stærkt voksende i Danmark som i resten af verden, og en afgørende årsag er den store publikumsappel. Det har sat kørestols-rugby på programmet ved de paralympiske lege, og vores ambition er at være medvirkende til, at Danmark deltager i Rio 2016.

Falcons er syv-dobbelt dansk mester og har mange sejre fra turneringer rundt omkring i Europa – senest fra verdens største rugbyturnering i Bern Best, Køln, Tyskland, hvor vi vandt den professionelle række.

Kørestolsrugby spilles i specialbyggede stole, der er konstrueret til at kunne modstå de sammenstød, som tacklingerne giver. Spillet er samtidig meget taktisk betonet, hvor placeringen på banen og især screeninger er vigtige. Endelig er hastighed, styrke og boldkontrol vigtige faktorer. Vi træner derfor op til to gange om ugen og deltager i turneringer i både Danmark og udlandet.

Alle som kan køre en manuel stol kan spille kørestolsrugby! Men for at spille turneringer skal man have nedsat hånd- eller arm funktion. De, der spiller, er typisk tetraplegikere, spastikere eller mennesker med andre fødsels- eller ulykkes-skader. Selv svært fysisk handicappede kan deltage, da der kompenseres på banen efter et særligt pointsystem.

Kørestolsrugby hjælper mange nytilskadekomne godt i gang med et forandret liv, da sport er fantastisk som rehabilitering efter en ulykke. Det samme er gældende for et medfødt handicap, hvor den hårde træning giver en bedre kondition og større fysisk styrke, hvilket betyder overskud til at klare de daglige opgaver. Derudover reducerer sporten bivirkningerne ved at sidde i kørestol. Endvidere er sammenholdet blandt spillerne i rugbykredse utrolig godt, og det netværk, der skabes, er uvurderligt for enhver, som er i genopbygningen af en god tilværelse.

Klubben har nogle rugbystole, som man kan låne og prøve, og hvis det passer det enkelte medlem, vejleder klubben også gerne med, hvordan man så kan få sådan en.

Har et medlem et transportproblem, så tilbyder klubben i samarbejde med den lokale handicapidrætskonsulent at være behjælpelig med at kontakte din kommune/sagsbehandler.

Vi kan som klub blandt andet byde på følgende:

  • Træning to gange om ugen.
  • Rugbystol stillet til rådighed
  • Kampe om DM rundt om i landet
  • Ture til turneringer i Europa
  • Juleafslutning med julefrokost