Mindeord for Jens Stockmarr – formand for Parasport Frederiksbergs Atletikudvalg og tidligere formand for Støtteforening for RaceRunning i Danmark


Jens Stockmarr

Jens Stockmarr

Det var med stor sorg, at jeg modtog beskeden om Jens Stockmarrs død den 23. marts 2017

 

Jens havde mange kvaliteter, som jeg beundrede ham for. Når man havde en aftale, ja men så kunne man altid regne med, at den blev løst med stor engagement og professionalisme.

Jens var et lysende eksempel på en positiv tilgang til alt – hans kendte sætning ”Det skal nok gå…” – vil jeg aldrig glemme. Der var ikke problemer, som var for store til, at de ikke kunne løses. Med sin helt egen diplomatisk tilgang, var der altid en løsning hos Jens – Den tilgang vil jeg komme til at savne.

Jens havde indtil sin død flere betydningsfulde poster i Parasport Frederiksberg – formand for Atletik-udvalget og af den grund også medlem af bestyrelsen, og så tog han lige en ekstra post som økonomiansvarlig og sad derfor også i økonomiudvalget.

Den gang Jens kom ind i atletikudvalget, var det fordi Anton, hans søn løb RaceRunning, men de sidste par år, hvor Anton på grund af sin studier ikke har været til træning, forhindrede det absolut ikke Jens i at møde op og passe sit formands job, pumpe RaceRunner, indstille sadler m.m. Der var endda også de gange, hvor Anton var med og for eksempel havde brug for hjælp til at drikke, hvor Jens sagde “du må lige vente, jeg skal lige være færdig med det, jeg er i gang med” – hvilket betød at han ikke bare kunne forlade noget, som han havde gjort halvt færdigt – Sådan var Jens.

Jens var også engageret på landsplan. Et af de bedste eksempler på dette var, da CPISRA ikke ville have at RaceRunning blev skrevet med 2 store R’er.

Uden tøven skrev Jens som formand for Støtteforeningen for RaceRunning i Danmark et brev til præsidenten fra CPISRA, at hvis CPISRA ikke ville godkende denne skrivemåde, kunne Støtteforeningen ikke garantere økonomien ved afholdelse af fremtidige årlige internationale Camps og CPISRA mesterskaber i Danmark, og 1,2,3 så accepterede CPISRA skrivemåden.

Men Jens var også en lukket og privat person – det oplevede jeg desværre ugen før hans død.

Han havde aldrig over for mig fortalt, at han cirka de sidste 4 år har haft kræft, som han har fået behandling for indtil sidste sommer. Derfor kom det som et chok for mig, da Pernille, Jens’ kone, ringede den 16. marts og fortalte, hvor syg han var. Jens’ bortgang skaber et tomrum, som det bliver meget svært at udfylde, og han vil altid være i vores tanker som den livsbekræftende person, han var.

Parasport Frederiksberg og dansk RaceRunning har mistet en stor personlighed, og jeg og mange andre indenfor dansk Racerunning har mistet en god ven og kollega.

Lige nu går vores tanker til hans familie, især Pernille og Anton.

 

Ære være hans minde!

 

Mansoor Siddiqi

Formand for Parasport Frederiksberg og RaceRunning Danmark