RaceRunnerne i Parasport Frederiksberg modtog en ny, flot cykel


ny racerunner

I forbindelse med den ugentlige træningsafholdelse i RaceRunnings afdeling i Parasport Frederiksberg den 19. april, var der besøg fra non profit-foreningen Solsikken, som donerede en spritny og flot Børne-RaceRunner til Parasport Frederiksberg. En ualmindelig flot og gavmild gestus, mener folkene i Parasport Frederiksberg. Formanden, Mansoor Siddiqi udtaler: ”Denne flotte gave vil gavne os enormt meget. Den vil både gavne Hannibal, et af foreningens yngste medlemmer, der helt konkret kommer til at træne på denne cykel, men også andre af vores atleter, der kan bruge cyklen, når Hannibal er blevet større”.

Det var ved begivenheden Stafet for Livet 2016, at Solsikken fik øjnene op for RaceRunnerens potentiale: ”Vi kom i snak med en skøn ung kvinde, siger Inge Dehn, en af initiativtagerne til donationen. Hun benyttede en RaceRunner og kunne fortælle om de mange muligheder, der er ved sådan en – (hun tilbagelagde i øvrigt 50 kilometer i løbet af de 24 timer, stafetten varede). Vi kontaktede sidenhen de hjælpere, der havde deltaget for at lade dem vide, at vi ville give en ny RaceRunner til den unge kvinde. Efter mange og lange overvejelser vendte de tilbage med meldingen om, at de ville give donationen videre til Parasport Frederiksberg, da den unge kvinde mente, at de ville have mere brug for den end hende.

Solsikken er en nonprofit-forening, der arbejder for bedre forhold for danske børn og unge. Kort fortalt er foreningen opstået som et modstykke til de mere etablerede hjælpeorganisationer. I de 17 år Foreningen Solsikken har eksisteret, er deres indtægter kommet fra arbejde på Roskilde Festival, hvor de hvert år har stillet med mellem 100 og 280 frivillige.