RaceRunning fejrer 25 års fødselsdag


Når RaceRunning Danmark den 20. august afholder forbundsmesterskaber i RaceRunning på Odense Atletik Stadion, er det samtidig en markering af 25-årsdagen for den første RaceRunners deltagelse i et løb. I 1991 var den nuværende cheflandstræner Mansoor Siddiqi nemlig med i Langelinieløbet i København. Mansoor Siddiqi husker tydeligt løbet, der var en helt speciel oplevelse for ham:

– Løbet var et 5-kilometersløb arrangeret af Sparta. Det var et løb for motionister, men flere kørestolsracere deltog også. Efter løbet var mine sko fuldstændigt nedslidte, og det overraskede mig. Jeg var slet ikke vant til at løbe så langt.

Siden løbet på Langelinie har idrætten gennemgået en rivende udvikling. Selve RaceRunning-cyklen er også blevet videreudviklet siden den første prototype, der blandt andet blev konstrueret af rørene fra en gammel støvsuger.

Både nationalt og internationalt er klubberne siden hen skudt frem, og det anslås, at der på verdensplan i dag er over 500 RaceRunning-atleter. Hvert år samles en stor del af dem til RaceRunner’s Camp og Cup på Frederiksberg. I år var der således hele 82 løbere fra 11 forskellige nationer repræsenteret.

Mansoor Siddiqi siger følgende om idrættens udvikling gennem de seneste 25 år:

– Visionen om at selv de sværest handicappede kan komme ud og bevæge sig, få følelse af at løbe eller gå, er blevet til virkelighed i kraft af RaceRunning. Vi har samtidig en realistisk forventning om at blive paralympisk disciplin i nærmeste fremtid.

Til jubilæumsstævnet den 20. august er der 25 tilmeldte atleter, og der vil blive konkurreret i disciplinerne 40 m, 60 m, 100 m, 200 m, 400 m, 800 m, 1500 m og 5000 m

 

Mere information om RaceRunning:

http://racerunning.dk/FrontPage/?id=5

https://www.youtube.com/watch?v=XwW_RymN_VA

 

Find os på Facebook:

https://www.facebook.com/RaceRunning/?ref=bookmarks