Mød Anders Lagergren – Landsholdsløber og medlem af Parasport Frederiksberg

Anders l 2

Anders Lagergren er 33 år, bor på Frederiksberg, men er oprindeligt fra Gentofte. Han er en dedikeret mellem- og langdistanceløber, der primært konkurrerer på 1.500 meter inden for Paraatletik.

Han træner hele syv gange om ugen, minimum to timer hver dag. Træningen består af styrketræning, skadeforebyggende øvelser og masser af løbekilometer. Faktisk løber Anders mellem 80 og 100 km om ugen.

Anders konkurrerer mod andre atleter med cerebral parese på internationalt plan. I Danmark løber han mod alle – også mod atleter uden handicap.

Kort om Anders’ idrætspræstationer og kommende stævner

Anders har været på landsholdet i Paraatletik siden 2018. Han stiller op til Grand Prix-stævner, EM og VM.

Næste store mål er VM i New Delhi, der afholdes fra 28. september til 5. oktober. Anders løber sit løb den 5. oktober kl. 15:05 (dansk tid). Målet er at komme blandt de seks bedste. Du kan Se Anders’ 1500m live på YouTube via dette link https://www.youtube.com/live/YicD8dWnct4?si=XOlvtNVg2Du44T8g

Hvordan er det at være på landsholdet?

“Det er fedt. Man får lov til at rejse rundt i verden og repræsentere Danmark. Havde det ikke været for Anders Dehlholm, Dehlholm [elitetræner i Parasport Frederiksberg, landstræner for paraatletik og idrætskonsulent i Parasport Danmark.] der havde set mig og spurgt ind til mit handicap, havde jeg ikke fået muligheden for at repræsentere Danmark.”

Hvad laver du i din fritid?

“Jeg bruger tid med mine venner og familie. Jeg synes, det er skønt at være en aktiv onkel og være sammen med min brors børn på deres niveau.
Jeg hører meget forskellig musik og har en blandet musiksmag – mest pop og rock, fx Nickelback og AC/DC.
Når det er sæson, kan jeg godt lide at stå på rulleskøjter.
En gang om ugen er jeg frivillig idrætsassistent på idrætsskolen.
Derudover arbejder jeg deltid hos AVS Norris, hvor jeg hjælper med praktiske opgaver.”

Hvor hørte du om Parasport Frederiksberg, og hvad fik dig til at blive medlem?

“Jeg meldte mig selv ind i FIF (Frederiksberg Idræts Union) i 2013/2014. Jeg trænede på Frederiksberg Stadion, og en dag så Anders Dehlholm mig løbe.
Han kunne se, at jeg løb lidt anderledes, spurgte ind til mig, og vi fandt ud af, at jeg har cerebral parese.
Han mente, jeg havde potentiale til at komme på landsholdet på 1.500 meter, og siden 2016 har Anders Dehlholm været min træner.”

Hvordan er det at være atlet hos Parasport Frederiksberg?

“For mig er Anders Dehlholm Parasport Frederiksberg – han er min træner.
Miljøet er trygt, og vi er ikke en kæmpe gruppe.
Jeg mangler ikke noget. Foreningen støtter os, fx når vi er på træningslejr.
Tryghed og stabilitet repræsenterer Parasport Frederiksberg.”

Hvad vil du tage med dig videre, hvis du en dag ikke er en del af PSF?

“Jeg har været heldig at have en dedikeret træner, der møder mig på mit niveau.
En gang om måneden spiser vi sammen – vi laver også andre ting end bare at træne.”

Hvad er din største drivkraft som atlet?

“At vise, at man kan være på et højt niveau, selvom man har en udfordring.
Det driver mig at opnå mine mål og at kunne dyrke motion.
Selvfølgelig er der hårde træningstimer, men overordnet elsker jeg at løbe.
Det er nok min største drivkraft – at jeg kan løbe uden problemer.
Løb har altid været noget, jeg har elsket.”

Hvad er dine bedste råd til mennesker, som overvejer at dyrke Parasport?

“Grib chancen! Prøv det af og giv det en længere prøveperiode – det kommer ikke fra dag ét.
Der vil være en tilvænning til træningen, uanset hvilken form for træning det er.
Det giver en stor glæde at dyrke sport og en bedre forståelse af sit handicap.”

Relaterede nyheder