Nytårs hilsen 2025 fra Parasport Frederiksbergs Formand

Kære medlemmer, trænere, ledere, frivillige, sponsorer og samarbejdspartnere
I anledning af nytåret  jeg gerne sende en nytårs hilsen til alle, som på den ene eller den anden måde har bidraget til Parasport Frederiksbergs aktiviteter, idrætsligt så vel som organisationsmæssigt.

Særlige resultater, som er opnået af vores medlemmer er:

De Paralympiske Lege i Paris

Det danske landshold i kørestolsrugby deltog i De Paralympiske Lege i Paris 2024, hvor de blev nr. 7. Landsholdet bestod af syv spillere fra Parasport Frederiksberg Falcons (Sebastian Frederiksen, Mark Peters, Leon Jørgensen, Mikkel Schöttel, Kristian Bak Eriksen, Kurt Busk og Thomas Pagh).
Desuden deltog Thor Johansson som assistenttræner og Jane Teja Olsen som holdleder i rugby, samt vores elitekoordinator, Anders Dehlholm, som cheflandstræner i atletik.

Falcons kørestolsrugby-DM i Fredericia

Her blev det til guld og bronze for de to deltagende Falcons-hold.
En af årsagerne til Falcons succes er de fremragende træningsforhold i Tre Falke Hallen, og den altid store hjælpsomhed fra FIU’s side ift. at få den daglige træning til at fungere.

VM i Para-atletik

Vi havde to atleter med til VM i Para-atletik i Kobe, Japan. Anders Lagergren løb sæsonens bedste tid på 1500 m T38 og blev nr. 5. Andrea Stokholm Overgaard satte personlig rekord på 100 m (T72) og blev nr. 5.

Royal Run

Vi var stærkt repræsenteret ved dette års Royal Run med seks børn fra vores lørdagshold ”Lørdag, Leg og Læring” og fem unge og voksne fra onsdagsholdet. Alle ydede en flot præstation og havde en god dag.

Frame Running Camp & Cup

I 2024 blev Frame Running Camp & Cup afholdt på Bagsværd Stadion på grund af renovering af Frederiksberg Stadion, med støtte fra Frederiksberg Kommune. Arrangementet samlede 119 atleter fra 21 lande og introducerede Master Cup for atleter over 30 år, hvilket blev en succes. Der deltog i alt 371 personer, herunder atleter, trænere og frivillige, og lande som Ecuador, Grækenland, Italien og Kina deltog for første gang. Trænerkurset tiltrak 37 deltagere fra 12 lande, hvilket understreger den voksende internationale interesse for Frame Running. I 2025 er arrangementet tilbage på Frederiksberg Stadion.

Inkluderende idrætsundervisning

I 2024 gennemførte Parasport Frederiksberg 20 idrætsforløb på fem skoler på Frederiksberg og samarbejdede med både udskolingen på Skolen på Nordens Plads og modtagerklassen på Skolen ved Søerne. Erfaringerne bruges til at etablere floorball- og idrætshold i 2025 for at fremme inklusion og gøre det lettere for eleverne at deltage. Skolerne har været meget tilfredse med indsatsen, og Parasport Frederiksberg planlægger at udvide projektet til flere skoler næste år for at styrke fællesskaber og inklusion gennem idræt. En stor tak til Frederiksberg Fonden for bl.a. at have støttet dette projekt.

Tumlerne

Siden august 2023 har Parasport Frederiksberg tilbudt træning for børn i indskolingen på Skolen ved Nordens Plads gennem holdet “Tumlerne”, som kombinerer motorik, bevægelsesglæde og tryghed. Træningen foregår i Tumlesalen, et velkendt sted for børnene, hvilket skaber en tryg overgang fra skoledagen. Fra januar 2025 øges træningen til to gange ugentligt. Tumlerne er en indsats for at skabe glæde, udvikling og fællesskab for alle børn.

FRAME-EX

Parasport Frederiksberg er stolt af at deltage i FRAME-EX-projektet, som fokuserer på at forbedre sundhed og livskvalitet for børn og unge med fysiske funktionsnedsættelser gennem Frame Running. Projektet, der starter for alvor i 2025, arbejder tæt sammen med fire kommuner (Frederiksberg, Odense, Kolding og Randers) og fokuserer på fysisk aktivitet og sociale fællesskaber. FRAME-EX bygger bro mellem forskning, praksis og uddannelse og fremmer kendskabet til Frame Running, rekrutterer deltagere og frivillige samt sikrer løsninger for transport og udstyr. Projektet, der støttes af Novo Nordisk Fonden og Elsass Fonden, strækker sig frem til 2028 og sigter mod at styrke inkluderende fællesskaber for børn og unge i Danmark.

Idræt som frirum for pårørende

“Idræt for Pårørende” er et nyt initiativ fra Parasport Frederiksberg, der sigter mod at give børn og forældre, som er pårørende til personer med særlige behov, et tiltrængt pusterum. Gennem ugentlige træninger introduceres deltagerne til sjove og inkluderende nichesportsgrene som pickleball, kinball og goalball. Projektet fokuserer på at styrke de pårørendes mentale sundhed, opbygge relationer og skabe glæde i fællesskabet. “Idræt for Pårørende” starter i foråret 2025 og tilbyder en ramme, hvor idræt bliver en form for terapi og velvære.
På den organisatoriske side har vi fået igangsat arbejdet med vores kommunikationsteam og Erhvervsklub som er med til at profilere vores aktiviteter, som i de kommende år skal være med til at rekruttere flere børn og unge.

I 2025 vil vi bl.a.

• Arbejde videre med at etablere idrætssamarbejde med bofællesskaber på Frederiksberg og i Storkøbenhavn
• Fastholde samt udvide samarbejdet med specialbørnehaverne på Frederiksberg og i Københavns Kommune
• Fastholde sociale aktiviteter for medlemmerne
• For et sociale fællesskab
• Fastholde fokus på rekruttering og fastholdelse af frivillige
• Udvide inklusionssamarbejdet med flere idrætsforeninger på Frederiksberg, herunder vores søsterklub FIF Atletik & Motion
• Være med til at præge udnyttelsen af “Hospitalsgrunden” til at oprette et idrætscollege for udviklingshæmmede, gerne i samarbejde med Parasport Danmark.
Bestyrelsen har ambitioner om, at Parasport Frederiksberg skal være en alsidig forening med plads til alle med behov for et idrætsfællesskab i trygge rammer. Takket være Frederiksberg Kommunes positive indstilling til Parasport Frederiksberg, samt vores konsulentordning, kan disse ambitioner indfries.
Endnu en gang vil jeg takke alle, som på den ene eller den anden måde har bidraget til Parasport
Frederiksbergs arbejde i 2024 – og jeg ser frem til 2025 med stor glæde.
Med dette sender jeg de bedste nytårshilsner for 2025 til jer og jeres nærmeste.
Med venlig hilsen
Mansoor Siddiqi
Formand